sitemap

Mette Myrna (født 1972) har en baggrund i den akademiske verden som sociolog, men har siden 2006 levet af det hun brænder mest for, nemlig at undervise i yoga, meditation og fødselsforberedelse.

Mette videreuddanner sig hele tiden i alle tre retninger og bliver aldrig træt af at tilegne sig ny viden, inspiration og erfaringer at videreformidle.

Da Mette var barn, ville hun være jordemoder og hun har aldrig mistet fascinationen af det mirakel der sker, hver gang et nyt menneske kommer til verden. Hun har selv tre børn, og er en af Danmarks absolut bedst uddannede undervisere i gravidyoga og fødselsforberedelse. Blandt andet er hun uddannet i gravid-yoga hos janet Balaskas (Active Birth Centre London), som fødselshjælper hos Michel Odent (Verdensberømt fransk fødselslæge, forfatter til bla "Birth Reborn") og i fødselsforberedelse hos den amerikanske jordemoder-pioner Anna Verwaal. Og hun er eksamineret doula ved Childbirth Interational.

Mette er værdsat af sine gravide elever for sin omsorgsfulde og jordbundne undervisningsform. Og for at videregive ikke alene sin solide viden om graviditet og fødsel, men også sin urokkelige tro på kvindekroppens ressourcer og på, at fødslen kan være en smuk og fantastisk oplevelse for alle involverede.

Sammen med sin mand Rune Potoker underviser Mette, som noget helt unikt, i fødselsforberedelse for par, SOM par. Her bliver mændene uddannet både teoretisk og praktisk som fødsels-hjælpere.

Mette og Rune har stor respekt for faderens rolle under fødslen og det smitter af på deres undervisning, der centrerer sig omkring samarbejdet og mandens ressourcer under fødslen.

På disse kurser bliver der ikke snakket om yoga. Men udover det, er yoga en meget central del af Mettes liv - både privat og arbejdsmæssigt.

Gravide får glæde af dette til gravidyoga, som ifølge Mette er en perfekt måde, at forberede kroppen til fødslen og få e behagelig graviditet. Efter fødslen er der mulighed for, at få kroppen på plads igen sammen med baby, på Mettes "barsels-babe" hold.

Og når graviditet og babyer ikke er aktuelt, har man lejlighed til at fordybe sig helt i sit fysiske og psykiske velvære, på Mettes YinYangYoga hold.

Mette har selv udviklet dette koncept, udfra en intention om, at skabe en yogaform som hun selv ville foretrække at gå til. Hun trækker på sin brede yoga-erfaring og kombinerer den flydende, svedige Vinyasa-stil med klassisk hatha-yoga (Mette er eksamineret yogalærer fra Aase Kristensens 2-årige uddannelse) og blid udstrækkende Yin-yoga (Bla er Mette uddannet hos Paul Grilley som har grundlagt Yin-yoga).

Yoga er meget mere end gymnastiske udfoldelser, og Mette er lige så fascineret af det meditative aspekt, som af det fysiske.